Optimering af klimaindsatsen i markbruget
Formålet er at give landmænd mulighed for at vurdere effekter og konsekvenser af virkemidler til reduktion af drivhusgasser i landbruget, herunder de reelle økonomiske omkostninger for erhvervet og de reelle klimaeffekter set i et globalt perspektiv.
Baggrunden for projektet er, at der på EU-niveau forventes vedtaget krav til reduktion af klimagasemissioner i den ikke-kvotebelagte sektor. Reduktionskravene kan ramme dansk landbrug hårdt, da forpligtelsen forventes at blive fordelt på de enkelte EU-lande i forhold til landenes bruttonationalprodukt.
Projektet arbejder med fire nøgleområder:
- Virkemidler til reduktion af klimagasudledningen i markbruget: Det skal analyseres, hvilke virkemidler der mest omkostningseffektivt kan reducere klimagasudledningen, både når der ses isoleret på det danske klimaregnskab, og når der ses på hele det globale klimaregnskab
- Konsekvenser af klimamålsætninger: Det vurderes, hvad konsekvenserne af EU’s klimamålsætninger kan blive for dansk landbrug ved forskellige scenarier af implementering af kravene
- Biobrændstoffers klimaprofil: Anvendelse af afgrøder til produktion af biobrændstoffer må kun ske, hvis det kan dokumenteres, at de overholder fastsatte mål for besparelser i klimagasudledning. For at sikre, at danske landmænd stadig kan afsætte afgrøder, herunder særligt raps, til biobrændstoffer, skal der laves en analyse af udvalgte afgrøders klimaprofil
- Emissionsfaktorer for lattergasemission fra markbruget: I dag ansættes lattergasemissionen fra markbruget som 1 % af den tilførte kvælstofmængde, men studier tyder på, at det er for højt. Det er vigtigt at kunne ansætte lattergasemissionen korrekt for at kunne beregne korrekte omkostnings-estimater for klimavirkemidler og for at have et retvisende billede af landbrugets samlede emission af klimagasser. Der gennemføres en analyse af, hvor stor den reelle emissionsfaktor kan forventes at være, og hvordan der kan tilvejebringes et grundlag for at anvende en mere retvisende emissionsfaktor i forbindelse med opgørelse af det nationale danske drivhusgasregnskab.
Projektets resultater formidles til landmændene gennem artikler og mikroworkshops.
Projektet er planlagt som et toårigt projekt, da der først skal gennemføres en analyse af potentialet i mulige virkemidler, før konsekvenserne af klimamålsætningerne kan vurderes.
Det forventes, at projektet vil bidrage til at en klimaindsats i dansk landbrug bliver fagligt velfunderet, og bliver så økonomisk optimal som mulig, både for den enkelte landmand og for primærerhvervet som helhed. Projektet kan bidrage til, at effekten af klimavirkemidler kan vurderes retvisende i et globalt perspektiv.
Projektet forventes at bidrage til at sikre, at danske primærproducenter stadig kan afsætte biobrændstofafgrøder inden for EU, først og fremmest raps til biodiesel, også på det tyske marked.